Katten som kæledyr

Der findes mere end 600 millioner katte i verden, og mange af os elsker at have dem som kæledyr. Katten har dog ikke altid været tam og boet sammen med mennesker i huse eller lejligheder.

Opfattelser af katten

I det gamle Egypten betragtede man katte som ophøjede sjæle og hellige dyr, og der er sågar gjort fund af kattemasker, som bekræfter, at nogle katte blev mumificerede. Går man til nordisk mytologi, finder man eksempelvis billeder af frugtbarhedsgudinden Freja og hendes stridsvogn, som bliver trukket af katte. Inden for islam kender man historien om Muhammeds yndlingskat Muezza, og i Japan er katten et symbol på held. Der findes dog også overtro omkring katte, fx at det bringer uheld, hvis en sort kat krydser den vej, man går på, og katte forbindes også med fx hekse og trolddom. Så katten har gennem tiderne spillet en dobbeltrolle som både noget ophøjet og noget skræmmende. Man siger også, at katten har ni liv, og dermed tillægger man den nogle overnaturlige overlevelsesevner.

Fra vildkat til tamkat

Tamkattene nedstammer fra vildkattene, som blev tæmmet i Egypten, og romerne udbredte dem til Europa, så det var i jernalderen, at tamkatten kom til Danmark. De vildkatte, som allerede levede i Danmark på det tidspunkt, forsøgte man ikke at gøre tamme. Katten har dog til alle tider været et meget selvstændigt dyr, og man kan ikke dominere den. Den er sin egen herre og går sine egne veje, og det må man som katteejer respektere.

Moderne katteliv

I moderne tider vælger mange at få en enkelt kat, som de nusser om, og som bliver en vigtig del af familien. Nogle mennesker er dog så glade for katte, at de får 2-3 eller flere katte, og det er jo udmærket, hvis pladsen er til det, og de også kan løbe udenfor. Bor man fx i et hus eller på en gård, så hjælper katten med at holde alt fra mus og rotter til edderkopper væk. Den elsker simpelthen at jage, og ”støvsuger” nærmest boligen både indvendigt og udvendigt. Det kan være en fordel især hvis man bor på landet, hvor der er flere mus og rotter end byerne, men det kan også virke lidt ulækkert på os mennesker, når katten kommer slæbende med en mus med et afgnavet hoved og stolt viser byttet frem for os. Men det er kattens natur, og det er også til gavn.

De fleste tamkatte kommer dog trofast hjem for at få deres foder serveret af os mennesker. De elsker at være sociale, kan lide at blive kælet med eller ligge sammen med os i sofaen og slappe af. De nyder at få vores opmærksomhed, og de vil gerne lege med os. Katte virker også betryggende på os mennesker, og det er vældig rart at have en kat, som man kan kæle med og tale med, og som er en vigtig del af familien. Katte kan typisk blive op til 12-13 år gamle, så når man bringer en killing med hjem, kan man få glæde af sin kat i mange år.