Kattens pasning og pleje

Mange børn ønsker sig en kat som kæledyr, og hvis det er første gang, at I skal have kat i jeres familie, så følger her en række gode råd om kattens pasning og pleje.

Katteforsikringer

Når man har en kat, er det naturligt, at man gerne vil sikre sig, at den får et optimalt katteliv. Hvis du gerne vil have en forsikring til din kat, så er det også en mulighed. I dag findes der forskellige typer af forsikringer til katte, og de kan eksempelvis dække besøg hos kiropraktor eller massør, rejseforsikring eller livsforsikring.

Kattens mad

Det hører til kattens natur, at den spiser lidt men ofte, og derfor skal du sørge for, at den altid har adgang til mad og frisk vand. Du kan f.eks. fodre den om morgenen, inden du tager på arbejde med en portion, der er tilstrækkelig stor til, at den kan klare sig, indtil du kommer hjem, og så fodre den igen omkring det tidspunkt, hvor du selv spiser aftensmad, så den har mad til aftenen og natten. Katten skal også have frisk vand flere gange om dagen.

Kattemad kan opdeles i tre kategorier: råt foder, vådfoder og tørfoder. Råt foder er rå lever, hjerte og kyllingevinger, som minder mest om kattens naturlige kost. Men mange katteejere giver også deres katte vådfoder, som er kattemad på dåse, der findes i mange lækre og velsmagende varianter med kylling, fisk og kød. Endelig er der tørfoder, som man også kan give katten hver dag, men ikke for meget. Tørfoder kræver nemlig, at katten skal drikke meget vand for at fordøje det, ellers kan den få problemer med nyrerne. Vil du gerne forkæle katten, kan du købe særligt katteslik. Lad være med at give den almindelig mælk, det kan den ikke tåle. I stedet kan du give den fløde. Katte kan finde på at tigge ved bordet ligesom hunde, men den har bedst af at få råt kød eller kattemad.

En sund og velplejet kat har en flot og blank pels. En rask kat slikker selv sin pels ren, så hvis katten virker usoigneret, er det muligvis, fordi den er syg, og så skal den til dyrlægen. Når katten slikker sin pels, får den pelshår ned i maven, der samler sig til en hårbolle, som skal op igen. Man kan købe noget, der hedder kattegræs, som katten spiser og som virker som en slags brækmiddel, så katten kan kaste hårbollen op og dermed undgå, at hårbollen sætter sig fast i dens fordøjelsessystem.

En langhåret kat har brug for mere pelspleje, og der skal du hjælpe den ved at børste den med forskellige kattebørster, så dens pels ikke filtrer sammen. Katte hader vand, og de hader at komme i bad, men nogle gange kan det være nødvendigt at vaske katten, hvis den f.eks. ikke selv kan holde sig ren, eller der f.eks. sidder rester af afføring i pelsen.

Kattehule, kattebakke og kradsebræt

Katte elsker at gemme sig og ligge et sted, hvor de kan holde øje med andre, uden at de selv risikerer, at nogen sniger sig ind på dem bagfra. Du kan f.eks. lave en lille hule til din kat, gerne lidt oppe i højden, hvor den selv kan springe op og lægge sig. Husk også, at den skal have adgang til kattebakke, og så skal den have et kradsebræt, ellers begynder den bare at kradse i dine møbler.